Covid-19: De 9 vigtigste konsekvenser for fødevaremarkedet

Det seneste halve år har vi i Birch & Birch arbejdet møjsommeligt på at finde hoved og hale i alt det, der pludselig skete på fødevaremarkedet, da covid-19 holdt sit indtog.

Som altid, når vi undersøger fødevareforbrugeren og -markedet, kigger vi ikke efter det opsigtsvækkende, men efter de ting, der har drivkraft til at ændre konkurrenceparametrene i branchen.

Her får du vores liste over de 9 vigtigste ting, du skal være skarp på efter covid-19:

 

1: Nethandlen stiger

Nethandlen har kronede dage, når indkøbsturen i det lokale supermarked kan koste dit liv og helbred. I takt med at begrænsningerne på vores tilværelse ophæves, bliver det tilbud dog stadigt mindre relevant, og derfor gælder det nu for e-butikkerne om at fastholde de mange nye kunder, de har fået under pandemien. Vi kan derfor forvente en optrapning på loyalitets-siden.

2: Hjemmets behov driver væksten

Når vi rykker hjem, bruger mange mere tid i køkkenet, og det giver muligheder for at få forbrugerne til at prøve produkter, som de ikke kan overskue at prøve i den sædvanlige travle hverdag. Bagning oplever f.eks. et boom under coronakrisen.

3: Hygiejne bliver en stor trend

Forbrugerne ønsker sikkerhed, gennemsigtighed og emballager, som virus ikke kan overleve på. Rent socialt har vi også fået behov for at vise andre, at vi er ansvarlige og smittebevidste samfundsborgere – derfor er spritdispenseren kommet for at blive.

4: Små portioner er god hygiejne

Det store, fælles grødfad er pakket væk, og på produktsiden er der ingen tvivl om, at vi kommer til at se langt flere emballager i portionsstørrelse. Evt. på bekostning af bæredygtigheden.

5: Nye sikre emballager

Fremtidens emballage beskytter kunden mod den smitterisiko, der opstår, når personale håndterer emballagen. Den skal også beskytte forbrugeren, når hun selv åbner emballagen og derefter putter emballagen i munden med sine (kontaminerede) fingre.

6: Clean label af nye årsager

COVID-19 gør clean label aktuelt, fordi det er nødvendigt at reducere mængden af ingredienser i en verden, hvor forsyningssikkerheden er truet.

7: Lokale fødevarer sikrer forsyningerne

Det er gået op for folk, at det er nødvendigt at have fødevareproduktionen tæt på os selv. Det vil give et løft til at “købe dansk” i almindelighed og et ekstra løft til de egentlige lokale fødevarer.

8: Der venter en økonomisk krise

En økonomisk krise efter COVID-19 betyder, at forbrugerne prioriterer helt om. Det åbner muligheder for at indtage nye værdipositioner i fødevarebranchen.

9: Private labels styrkes yderligere

Private labels trives generelt trives bedre under en krise, fordi forbrugerne oplever, at de giver værdi for pengene. Det gælder både de billige og premium-private labels.

Vil du adskillige spadestik dybere og forstå dine muligheder under og efter COVID-19, så har vi et nyt foredrag klar til dig og din virksomhed:  Se mere om “Fødevarebranchen efter COVID-19” >>