Din digitale lykkeguru

Jeg har en træningsdagbog.

Det var noget, jeg begyndte at føre, da jeg for nogle år siden besluttede mig for at løbe marathon.

Det gjorde man dengang. Marathon var sådan et overgangsritual for 40-årige.

(Ja…Det er mig på billedet)

Da alle 40-årige i kongeriget så havde løbet marathon, stod den i stedet på Ironman og La Marmotte (fransk ord for at cykle op og ned ad Alpetoppe med sit forretningsnetværk). Og man hørte folk spørge hinanden: “Hvad bliver det næste?”, som om den eneste vej, det kunne gå var mod stadigt mere fysisk krævende præstationer.

Sådan gik det ikke. Vores værdier udvikler sig nemlig hele tiden.

Selvdisciplin og viljestyrke var tidligere centrale værdier. Kunne man gennemføre et krævende træningsprogram til f.eks. triathlon eller overholde en restriktiv kostfilosofi, så blev det ikke alene anset som sundt, men også som udtryk for, at man havde tjek på tilværelsen og kunne levere en præstation. Det var noget, der var værdigt til at komme på CV’et i jobansøgningen.

I samme periode, som der var status i ekstreme sportspræstationer, var der status i at følge ekstreme kostprogrammer. Kunne man nøjes med at spise mad, der var kendt i stenalderen, eller kunne man styre sikkert uden om gluten uden at lide af cøliaki, så fortalte det samme historie som marathonløbet: Man havde kontrol over sig selv og sin tilværelse, for det er virkelig bøvlet at spise på den måde.

Inden for de seneste par år er der imidlertid begyndt at spire nye værdier frem, som ændrer vores forestilling om, hvad det vil sige at være sund. Det nye sundhedsideal tager afstand fra selvpineriet og lægger større vægt på mental sundhed.

Tanken er, at det ikke er sundt at være i Ironman-form, hvis det betyder en presset eller ligefrem stresset hverdag, hvor der ikke er tid til at pleje relationer til børn, ægtefælle, familie og venner. Det er heller ikke sundt at dyrke mad som ekstremsport, hvis det besværliggør hverdagen og dermed tager fokus fra vigtigere ting.

Til gengæld er mental sundhed kommet i fokus.

Mental sundhed er blevet noget, man arbejder på at forbedre og vedligeholde, som vi kender det fra fysisk træning.

Og nu kommer vi så tilbage til min træningsdagbog.

Jeg fører den stadig, selvom kommentarerne har ændret sig noget med årene.

I 2009 stod der kommentarer som “Løb 20 km i snevejr – fed følelse, yeah!”. Nu står der nu mest ting som “ondt i knæet igen” eller “forstrakte nakken i dag”. Ikke videre motiverende, og derfor er det godt, at der nu findes en mental træningsdagbog.

Himoment_mental sundhed er en trend

Den mentale træningsdagbog

Den hedder hiMoment – din digitale lykkeguru. Ideen er, at man hver dag fotograferer sine bedste øjeblikke og uploader dem til app’en. Ikke for at dele dem med andre – man deler kun med sig selv. Hvis man gør det dagligt skulle det hjælpe én med at fokusere på det positive ved tilværelsen. Og hvis man bruger app’en til at bladre igennem og organisere alle sine bedste øjeblikke bliver man lykkelig.

Om det virker eller ej, skal jeg ikke sige, men den digitale lykke guru er typisk for de fænomener, der knytter sig til det nye sundhedsideal.

En britisk fitnesskæde har oprettet et såkaldt ‘napercise’-hold, hvor deltagerne møder ind og tager en 45 minutter lang lur. Træningsudstyret består af senge og afslappende lyde i højttalerne. Vi ser “stillerum” skyde frem, hvor man kan søge fred og ro midt i byens larm. “Silent retreats” er den nye sundhedsorienterede ferieform i stedet for turen til Club La Santa.

Når vi skal vi give os tid til os selv, så skal det være mental tid.

Tid til at stresse af og rense sindet.

Der er ikke blot nye sundhedsidealer på vej, også vores kropsidealer (som vi slet ikke har talt om her) er under forandring. Begge dele er helt nødvendige at kende til og handle på, hvis man arbejder i sundhedssektoren, fødevarebranchen, sportsbranchen eller kosmetikbranchen.

Derfor har vi nu et foredrag klar om emnet. Det hedder sjovt nok “Nye sundheds- og kropsidealer”, og det handler om, hvad der kommer til at ske i de kommende år, og hvordan du derfor skal gå til fremtidens kunder, brugere og patienter.

Giv mig et ring på tlf. 25 71 62 42, hvis du er interesseret i foredraget

Eller hvad med at tippe din brancheforening (kædekontoret, erhvervsrådet eller hvor du nu kommer til generalforsamlinger, årsmøder og den slags)?

Efter at have holdt mere end 400 foredrag har jeg fundet ud af, at de fleste arrangører bliver HENRYKTE, hvis du kan pege på en foredragsholder, som du gerne vil høre.