Hvis Aase kan blive hipster-smart, er alt muligt


Forfatteren foreviget sommeren 2002

For 18 år siden stod jeg i et sommerhus i Ebeltoft og havde mest lyst til at grave mig ned.

Jeg havde været på øveweekend med mit kor og havde nu til opgave at rydde køleskabet inden afgang – en opgave, som jeg agtede at løse ved hjælp af en stor sort sæk.

Projektet blev imidlertid forstyrret af korets alderspræsident, en i øvrigt sød dame, der var nogle år inde i pensionisttilværelsen.

Under en blanding af henrykte hvin og milde bebrejdelser stak Aase selv den mindste levning til side i sin egen gule Netto-pose.

 

Scenen kulminerede, da jeg med et rask tag dumpede en kvart piskefløde ned i affaldssækken.

Resolut, og med en for hendes alder imponerende smidighed, fik Aase hevet den lille karton op, og gik i gang med en mindre forelæsning om fødevareforsyningen under 2. Verdenskrig.

Og jeg havde som sagt mest lyst til at hente en skovl…

 

For det GJORDE man bare ikke i 2002!

Gammel mad var tabu!

 

At smide skinkesalaten ud to dage før sidste anvendelsesdato viste, at man var et hygiejnisk menneske med overblik.

At lade resterne fra en social sammenkomst gå i skraldespanden viste, at man var storsindet, havde overskud og ikke mindst vigtigere ting end husholdningsfilm og tupperware at gå op i.

At investere fysisk og mental energi at redde en kvart piskefløde (og lad os være ærlige, det var dårligt nok en ottendedel) op af en skraldepose var i bedste fald småligt – i værste fald bare klamt.

Fast Forward til 2020…

Nu har jeg en app installeret på telefonen, så jeg kan købe grøntsager, brød og andre madvarer, som butikker/restauranter ellers ville smide ud.

Mit supermarked har fået et særligt område til “dato-varer”.

Fødevareproducenterne bruger deres markedsføringsbudgetter på at lære mig, at “bedst før” betyder “ofte god efter”, hvis jeg ellers stikker snuden i min mad.

Madspild er et yndlingsemne, når der skal laves skoleprojekter (i hvert fald at dømme efter mængden af henvendelser Birch & Birch får fra unge mennesker i opgave-sæsonen)

 

Gammel mad er kort sagt gået fra at være taber-tabu til god stil

Og det ved du selvfølgelig allerede – for hvis du interesserer dig det mindste for fødevarer, så har du opdaget det for længe siden.

Grunden til, at jeg pensler madspild ud her, at det er et eksempel på, at forbrugernes værdier og holdninger kan ændre sig 180 grader i løbet af forholdsvis kort tid.

Det betyder, at det, som er din allervigtigste konkurrencefordel i dag om få år kan være fuldkommen irrelevant – eller ligefrem skadeligt for forretningen.

Jeg ved at det er svært at forestille sig, men tro mig – i en verden, hvor Aase kan blive hipster-smart, er alt muligt!

Derfor er det vigtigt at du forbereder dig på forandringer i fødevareforbrugerens forventninger til dig. Nu.

Det kan du f.eks. Gøre ved at læse vores nye bog “Vi kan ikke spise mere – men vi kan spise bedre”

Her har vi samlet de 11 fødevaretrends, der lige nu har størst indflydelse på, hvad kunderne putter i indkøbskurven de næste år.

Få første kapitel gratis >>