Plante-kød hitter i USA – derfor er det også relevant for nonfood-branchen

Beyond Meat og Impossible Burger er to brands, som vi havde med på vores seminar “Fødevaretrends 2018” i maj.

De producerer begge to plante-kød – veganske burgerbøffer og “hakkekød” fremstillet af planteproteiner. Det interessante er, at de ikke har vegetarer/veganere som  primær målgruppe.

De vil have Hr. og Fru. Kødspiser som kunder

Det betyder, med alt respekt, at barren i produktudviklingen er sat noget højere, end bare “noget, der kan stoppes i en burger, og som ikke smager decideret ækelt”.

Målsætningen hos både Beyond Meat og Impossible Burger er at skære dyret som mellemled ud, og omsætte planteproteiner direkte til en kødoplevelse både i smag og konsistens. Bøffen “bløder” endda mens den bliver stegt.

Det ser ud til at lykkes

Siden vores seminar i maj er Beyond Meat kommet på hylderne hos Krogers og Albertsons, to af USA’s største supermarkedskæder – helt almindelige supermarkeder uden nogen særlig øko/sundheds/bæredygtighedsprofil.

Brandets produkter har allerede været på hylden i Whole Foods Market i en årrække.

For et par dage siden meddelte TGI Fridays, at de bliver den første af de store mainstream fastfood-kæder til at tage Beyond Meats burger ind i sortimentet. I første omgang i en testperiode i seks restauranter i Boston-området.

Impossible Foods burger bliver serveret i mere end 300 gourmet-burgerrestauranter, der har også har kødspisere som kernepublikum.

Der er noget her, der går rigtig stærkt lige nu

Og det er ikke kun fødevarefolk, der skal være vågne

Anti-kød-trenden bygger nemlig rod i nogle forbrugerværdier, der med garanti kommer til at påvirke andre brancher også:

Dyrevelfærd

Hvis der er den mindste smule dyr involveret i det, du sælger, så er det ikke et øjeblik for tidligt at begynde at interessere sig for, hvor det kommer fra og/eller om det kan undværes/erstattes.

Klima/bæredygtighed

Forbrugeren vil gerne have bæredygtighed. Men det er ikke en undskyldning for at producere/sælge noget, der er dyrere, dårligere og mere besværligt. Hvis du ikke sætter ambitionerne højt for dig selv og dine leverandører, så er der en konkurrent derude, der gør det i stedet.

Sikkerhed gennem fravalg

Kødskandaler får ikke nødvendigvis forbrugerne til at belønne virksomheder med bedre kontrol/mærkning/certificering. Det kan også bare få dem til helt eller delvis at vælge produktet fra. Har du nogen potentielle skandaler, der lurer? Så er det måske nemmere at eliminere/erstatte den del, end at skulle bruge en masse ressourcer på at forklare sig?

Måske er der nye holdninger til “erstatningsprodukter” på vej

Læg venligst mærke til, at der er gåseøjne omkring “erstatningsprodukter”. Det damen siger er ikke, at der nu er fri bane for plastik-laminat og vand-forklædt-som-mayonnaise.

Men hvis fundamentet vakler under det røde oksekød, der har været fødevarernes konge i generationer, så kan der være andre statusprodukter og -ingredienser, der også kommer til at genforhandle kontrakten med forbrugeren. Det er ingen skade til, at begynde at tænke over, hvad det kan betyde for dig – også selvom det ikke slår igennem i overmorgen.

Og husk så lige…

Beyond Meat og Impossible Food startede med at sætte barren højt og spørge sig selv, hvordan de kunne lave et produkt, der er mindst ligeså godt som kød.

De sagde ikke “Hvor nemt og billigt kan vi slippe afsted med det?”

PS. Sidste gang blev seminaret “Fødevaretrends 2018” stort set udsolgt efter en enkelt mail til tidligere deltagere.

Hvis du vil være sikker på en invitation til næste gang, så send os en mail (kontakt@birchogbirch.dk), så skriver vi dig på listen.