Himoment

Jeg har en træningsdagbog. Det var noget, jeg begyndte at føre, da jeg for nogle år siden besluttede mig for at løbe marathon. Det gjorde man dengang. Marathon var sådan et overgangsritual for 40-årige. (Ja…Det er mig på billedet) Da alle 40-årige i kongeriget så havde løbet marathon, stod den i stedet på Ironman og La Marmotte (fransk ord for at cykle op og ned ad Alpetoppe med sit forretningsnetværk). Og man hørte folk spørge hinanden: “Hvad bliver det næste?”, som om den eneste vej, det kunne gå var mod stadigt mere fysisk krævende præstationer. Sådan gik det ikke. Vores værdier udvikler sig nemlig hele tiden. Selvdisciplin og viljestyrke var tidligere centrale værdier. Kunne man gennemføre et krævende træningsprogram til f.eks. triathlon eller overholde en restriktiv kostfilosofi, så blev det ikke alene anset som sundt, men også som udtryk for, at man havde tjek på tilværelsen og kunne levere en præstation. Det var noget, der var værdigt til at komme på CV’et i jobansøgningen. I