Det var en kulturel ørken at leve i 1980erne.

I hvert fald, hvis man som jeg allerede som 12-årig havde haft hele Højbjerg biblioteks pladesamling til hjemlån. Fra A til Å. Tre eksemplarer ad gangen.

Mine venner og jeg sukkede over, at hitlisten blev dikteret af, hvad MTV syntes, de ville spille.

Det skabte en lille håndfuld vanvittigt store stjerner som Phil Collins, Michael Jackson og Bon Jovi, og gav os fænomenet “stadionkoncerter”  –  for MTV-stjernerne ikke stod ud af sengen for mindre end 50.000 publikummer.

Det gav bare ikke plads til ret meget forskellig musik.

Og vores eget public service-monopol, DR, var ikke til megen hjælp, hvis man ville høre noget musik, de ikke allerede havde på Højbjerg bibliotek.

Der var groft sagt kun to radioudsendelser for unge.

Der var en time efter skoletid med skiftende værter. F.eks. Kim Schumacher, der var en stor sprogfornyer, men ved gud ikke udfordrede eller fornærmede nogen med sit sorgløse tyggegummidiskoteksrepertoire

Og så var der en time mellem kl. 16 og 17, hvor der i årevis befandt sig en udsendelse ved navn “Hej P3”, hvor en fyr, der hed Christian Flagstad spillede sange, som lytterne ønskede.

Lytterne ønskede naturligvis de sange, de hørte i “Hej P3”.

Hvad skulle de ellers ønske?

Da jeg var 18 år havde jeg råd til én(!) LP om måneden

Hvis den skulle være med ny, spændende musik,  skulle den bestilles pr. postordre fra England. For at finde ud af, hvad jeg skulle bestille, måtte jeg læse anmeldelser i det engelske musikmagasin NME –  som jeg lånte på Højbjerg bibliotek.

Resten af tiden måtte jeg nøjes med P3.

Dengang kunne jeg kun drømme om en tid, hvor vi har adgang til ufattelige mængder musik fra hele verden og i alle genrer i vores baglomme.

I dag kan jeg kan høre litauisk electronicapunkjazz.

Lige nu.

På min mobil.

Hvor vildt er det lige?

Men jeg skal stadig selv ud og finde den nye musik

Nøjagtig som jeg gjorde i gamle dage, for onlinetjenesternes algoritmer udfordrer mig aldrig.

Hvis jeg vil anbefales noget nyt, så viser de mig bøger, der ligner bøger, jeg plejer at læse.

Film, der ligner film, jeg plejer at se.

Musik, der lyder som musik, jeg allerede HAR hørt.

Det betyder, at vi ikke hører litauisk electronicapunkjazz eller vestafrikansk wassouloumusik, for vi får ikke muligheden. Der ikke nogen, der fortæller, at det findes.

Derfor havnede vi den groteske situation tidligere i år, at 16 sange på den britiske top 20 liste var af Ed Sheeran.

16 ud af 20! Det kunne ikke engang Phil Collins slippe af sted med i 80’erne!

Det paradoksale er, at I en verden, hvor (næsten) al musik er tilgængelig for os, burde vi have endeløse valg.

I stedet bliver udvalget mindre og mindre jo bedre algoritmerne kender vores adfærdsmønstre og derfor leder os hurtigt hen til “det vi plejer”.

Buhu – træls for mig!

Men det er faktisk endnu mere træls for dig. Hvis din forretning afhænger af almindelige privatforbrugere som mig.

For algoritmerne har også indflydelse på mit forbrug af solbriller, sokker, gardiner, biler og cornflakes.

Amazon’s Alexa og lignende digitale personlige assistenter lover at fikse dagligdagens indkøb i en håndevending.

“Alexa, bestil cornflakes!” – så er ordren på vej til Amazon.

Men hvem bestemmer, hvilket mærke cornflakes?

Hvis den her type teknologi slår an, så bliver det Alexa (og lignende tjenester), der bestemmer, hvilken slags mælk der står på morgenbordet sammen med hvilke frostboller, hvilken kaffe, hvilken marmelade og hvilke havregryn. Hvilken tandpasta vi børster tænder i, hvilket vaskemiddel vi bruger osv. osv.

Det bliver derfor en af de helt store opgaver for leverandørerne fremover at sørge for, at Alexa bestiller lige netop jeres mærkevare.

PS: Nu er du selvfølgelig vildt nysgerrig efter at høre noget litauisk electronicapunkjazz.

Linket her, sender dig hen til nummeret “Forro” med orkesteret Sheep Got Waxed på Spotify.