Hawthorne er en branded abonnementsservice til mænd, der sørger for, at de altid har det rigtige sæbe/shampoo/deodorant/duftevand på badeværelseshylden.
Men det er ikke det mest interessante ved dem.
Det mest interessante ved Hawthorne er, hvordan de har skruet deres kommunikation sammen
Før vi går videre, så brug lige 2 sekunder på Hawthornes hjemmeside. Du behøver ikke klikke eller noget – bare kig.
…
Er du tilbage?
Er det ikke ligesom om, der mangler noget på den hjemmeside?
Hvor er bikini-baben? Hvor er jagerflyene og de labre stewardesser? Hvor er sportsvognen og alt det andet gillette-the-best-a-man-can-get-halløj, som vi er vant til at fylde brand-universet med, når vi taler til mænd?
Vi ser billeder af mænd, der er i bad(!)
Hvor hverdagsagtigt kan det blive?
Bevares, det er da pæne mænd i pæne badeværelser, men der er ikke noget, der antyder, at der skulle være hverken sex eller en professionel fodboldkarriere lige om hjørnet.
Teksten svinger sig heller ikke meget højere.
Din bedste første date. Din bedste præsentation. Din bedste jobsamtale.
Hvem pokker har ikke i forvejen et liv med første dates, jobsamtaler og opgaver på arbejdspladsen, der kræver, at man tager sig lidt sammen?
Hvor er David Beckham? James Bond?
Vil de ikke SÆLGE noget?!?
Jo, det vil de gerne.
Men i en verden, der er gennemvædet af reklamer, sponsorerede opslag, søgeordsannoncer, product placement og webbannere (og det er bare inden vi har lagt telefonen fra os!), er der ikke længere den samme sociale status i at kunne købe ting, der er “kendt fra tv”.
Der er der i mod status i at kunne lukke ørerne, sige nej til marketingmaskinen og tage sine egne beslutninger.
Det er det sidste værdisæt, som Hawthorne tapper ind med sine modereate brandløfter.
Vi er på vej mod marketingparadigme, hvor de store armbevægelser og vidtløftige livsstilsdrømme bliver afløst af en langt mere underspillet og konkret type selling points.
Det er ikke bare relevant i personlig-pleje-kategorien – det rammer alle, der vil sælge noget til den moderne forbruger.
Hvilke livsstilsklichéer skal pensioneres i din branche?