For et stykke tid siden aftalte jeg at mødes med en gammel veninde på en café i det centrale Århus.
Vi mødtes i et vandfald af snak under hvilket, det forbløffende nok lykkedes mig at afgive en sidelæns bestilling på en cappuccino ved disken.
Nogle minutter senere landede der et stykke hånddrejet keramik foran mig.
Jeg vil godt indrømme, at det pågældende stykke brugskunst nok ville være rigeligt stort at bruge som æggebæger. Men at kalde det for en “kop” ville på den anden side være decideret urimeligt.
Da en pris på 39 kr. efterfølgende blev præsenteret for mig kunne jeg tydeligt mærke at:
a) Jeg er ved at blive gammel
b) Jeg nedstammer i lige linje fra jyske hedebønder
39 fuldgode danske kroner for en deciliter kaffe og mælk?!?
Det var under betydelige smerter, jeg rakte ned i tasken efter dankortet.
Men jeg gjorde det. Jeg betalte for min kaffe. 39 kroner.
Der er en grund til, at jeg fortæller dig det her.
Og det er ikke (kun), at jeg vil brokke mig over, hvad en kop kaffe koster i vore dage.
Når Flemming eller jeg er ude at holde oplæg eller workshops om forbrugertrends og udviklingstendenser i detailhandlen, så er der ofte en fyr i lyseblå skjorte, der siger “Det kan såmænd være spændende nok med alle de forbrugertrends, men i sidste ende, handler det så ikke bare om prisen?”
Og så ville jeg ØNSKE, at vi kunne teleportere os hen til lige præcis DET øjeblik.
Øjeblikket, hvor en forbruger betaler meget mere for en kop kaffe, end hun strengt taget synes, at den er værd.
For det burde jo ikke kunne ske!
Økonomisk teori siger, at prisen er det punkt hvor udbud og efterspørgsel mødes. I dette tilfælde betyder det, at der er én, der er villig til at sælge en kop kaffe for 39 kroner og der er én (mig), der er villig til at betale 39 kroner for den.
Jeg syntes ikke kaffen var 39 kroner værd. Men jeg betalte alligevel.
Det betyder enten, at alverdens økonomer siden Adam Smith tager fejl – eller også fulgte der noget “ekstra” med kaffen, som alligevel gjorde den 39 kroner værd for mig.
Lige i dette tilfælde tror jeg, at jeg primært betalte for muligheden for at forsikre mig selv om, at jeg ikke er en gammel hedebonde.
At jeg ikke kommer til at efterlade mig et dødsbo med 253 rengjorte margarinebøtter og seks kilometer brugt gavebånd (7-9-13!).
Men det kunne måske også have været værd at betale 39 kroner for:
- En hyggelig eftermiddag med en gammel veninde
- At kunne drikke kaffe sammen med en mælkeallergiker et sted, hvor de efter sigende er gode til det med plantemælk i kaffen.
- At slippe for jagte byen rundt efter en billigere kop kaffe, når jeg nu endelig havde fået en parkeringsplads.
Der kan være alle mulige grunde til, at en kop kaffe er mere værd end bare kaffen i sig selv. Eller den hånddrejede keramik og den fancy beliggenhed for den sags skyld.
Og jo… i SIDSTE ende, så handler det om prisen.
Men hvis du ikke interesserer dig for alt det, der ligger FØR den sidste ende, så snyder du dig selv for en vigtig konkurrencefordel.
Det er lige præcis alt det, der ligger FØR prisen, som du bliver klogere på, når du studerer forbrugertrends.
